Vi brød sammen og græd af lettelse og glæde – det var for ufatteligt – og det var gået så stærkt! Vi ventede lidt – gik så på GN for at fortælle den gode nyhed og vente på at klokken skulle blive halv fire.

På intensiv blev vi vist ind i et samtalerum, hvor vi ventede på at kunne tale med Morten Helvind. Han kom og fortalte, at operationen var gået glat – Ulrikke havde næsten ikke blødt, så de havde lukket hende hurtigt. De komplicerede deformiteter, som kunne være tilstede var der ikke, hvilket havde gjort det lettere. Hendes hjerte var selv gået i gang, da de frakoblede hjerte-lunge-maskinen.

Derefter kunne vi komme ind og se hende – det var ikke så slemt som jeg havde frygtet. Hun var i respirator, havde to dræn fra hjertet, et dialysekateter og 3 paceelektroder ud af brystkassen. I den ene lyske havde hun en A-kanyle, hvorigennem de måler blodtryk ved udgangen af hjertet, i den anden lyske et CVK (Centralt Vene Kateter), hvor de kan tage blodprøver hver time. Gennem venflonen i hånden fik hun væske og medicin (morfin, nitroglycerin, furix (vanddrivende), dopmin og dobutrex (pressestoffer)), på den ene fod en saterationsmåler, der måler iltmætningen i blodet, på den anden fod en temperaturføler. Hun havde kateter, der opsamler urinen, så det kan måles og i numsen en temperaturføler, der måler indvendig kropstemperatur. Derudover havde hun sonde i næsen til at kunne mades igennem, og på hendes brystkasse sad der elektroder, der overvåger hjerterytmen. 

Trods alt dette udstyr så hun fredfyldt ud, som hun lå og sov. Hendes hjerte slår selv – nu skal hun bare begynde at trække vejret selv igen. Måske i dag, nat eller i morgen. 

Mandag aften fik vi talt med de fleste i telefonen, og alle er meget lettede. Derefter gik på GN og hentede lidt mælk til hende – det kan hjælpe hende til at komme i gang igen.

Næste