Ulrikkes historie - dagene efter reoperation


Ulrikke i en ordentlig morfinrusMorfinpumpen betyder at man er lidt pløret!

Onsdag den 16. januar 2002 - to dage efter reoperationen har Ulrikke det meget bedre. Hun er ikke vild med at have sonde og havde derfor hevet den op i løbet af natten. Iltbrillen havde hun også afmonteret, men hendes SAT (iltmætning) lå på 90 uden, så hun kunne nøjes med at ligge med en stor tragt med ilt.

Da hun ser sutteflasken, flyver sutten ud af munden og hun er bare klar til mad! Det er svært at håndtere hende pga. alle drænene (som er temmelig stive, tykke slanger), men hun har ikke noget imod at få mad siddende i sengen. Vi havde håbet at få drænene fjernet, men Morten sagde nej - der kommer stadig for meget væske i drænkassen. 

Ulrikke efter at være kommet ud af rusenEn time efter morfinen er fjernet, er Ulrikke bare i hopla:

Efter at Ulrikke får fjernet morfinpumpen, bliver hun meget mere frisk. Hun kan sidde uden støtte og om aftenen sætter hun sig op af sig selv. Hun vil efterhånden ikke have flaske, men vil meget gerne have yoghurt og grød - så kender vi hende igen.

Torsdag den 17. bliver en rigtig dum dag. Ulrikke vil ikke rigtig have sin morgenmad, for hun har luret, at vi drysser kaliumpulver ud over det og det smager forfærdeligt! Men kalium skal hun have. Om formiddagen fjerner Morten det lungedræn, han lagde tirsdag, men de to andre dræn skal vente til der er blevet taget et røntgenbillede. Da han senere ser billederne, beslutter han at fjerne de to sidste dræn, men til gengæld kan han se en luftlomme i højre lungesæk. Derfor er det to skridt frem og et tilbage - Morten er nødt til at lægge et nyt dræn. Det sker først efter mange timers venten og fasten klokken 19.30 (der kom en akut operation i vejen). Igen er det Frede, der bedøver Ulrikke, og allerede efter et kvarter kommer han tilbage med hende fra operationsstuen. Eneste lyspunkt den dag: Telen er ikke nødvendig længere.

Næste