Ulrikkes historie - hjertekatherisation


Til ambulatoriekontrollen 1 måned efter udskrivelsen fra re-operationen, synes kardiologen ikke der var grund til at se hende igen før et halvt år efter. Hold-da-op tænkte vi - så er det fordi hun har det godt. Derfor - sidst i august 2002 mødte vi op til kontrol igen.

Til kontrollerne i hjertebørns-ambulatoriet starter Ulrikke med at få lavet et EKG - derefter opholder vi os i ambulatoriets gode venteområde med rutschebane, legehus, cykler og tegneredskaber. Det er også en god mulighed for den undersøgende kardiolog til at se, hvordan barnets aktivitetsniveau er under leg. Ved denne kontrol var det Steen Hertel fra GN (neonathal) der undersøgte Ulrikke. Det var i ferieperioden og derfor dækkede han de manglende læger ind. Og det var nok ikke så ringe endda - han mente bestemt at Ulrikke led af astma og skulle i behandling herfor. Hun havde hele sommeren pustet meget og havde tit snotnæse. Vores egen læge mente det var en virus og pusteriet pga. hjertet. Derudover mente Steen Hertel, at trykket i højre hjertehalvdel var forøget i forhold til hvad det burde være. Han ville derfor tale med Tim Jensen (vores favorit-kadiolog) og Morten Helvind (vores kirurg-helt).

Ulrikke kom i behandling med Spirocort og Bricanyl, og hendes astma var så under kontrol. Snotnæsen blev også mindre iøjnefaldende.

I september fik vi besked fra Tim: Han mente bestemt, at Ulrikke hurtigt skulle have lavet en hjertekaterisation for at fastslå det nøjagtige tryk i højre ventrikel og for at måle forsnævringerne ud til lungerne. Han foreslog starten af november måned. Ved en hjertekat kan kardiologen med et lille kateder ført ind i lysken komme op i hjertet og foretage målinger. Barnet er i fuld narkose og ligger på en briks op af et røntgen-apparat, hvorpå lægen ser hvad han laver.

Onsdag den 6. november 2002 mødte vi op på børneafdelingen til forundersøgelser - blodprøver, EKG, røntgen, samtale med anæstesi og optagelse af journal.

Dagen efter den 7. november blev Ulrikke så gjort klar med premedicin om morgenen – hun var den yngste af de to, der skulle kateriseres den dag, så hun var først. Vi fulgte med hende ned på 2021 – den afdeling hvor katerisationerne foretages. Heldigvis var det Tim, der skulle stå for det. Frede - anæstesilægen fra re-operationen - skulle bedøve, så vi følte os trygge, men vi syntes det var synd, at hun allerede skulle pilles ved igen.

Tim havde forberedt os på, at det muligvis var nødvendigt at forsøge at ballondillatere (udvide) forsnævringerne. Vi håbede selvfølgelig at målingerne fra ekkoscanneren var helt forkerte og at trykket i højre ventrikel slet ikke var forhøjet. Men hvis det skulle være, så kunne han da ballonudvide og så skulle en operation være udskudt.

Ulrikke med pre-medicin inden hjertekath
10 minutter efter Ulrikke har fået pre-medicin er hun lidt pløret.


Ved 11-tiden blev Ulrikke afleveret på 4144 igen – det var ikke gået helt som vi havde håbet.  Der var forsnævringer til begge lunger lige ved sammensyningen mellem graften og lungearterierne. Tim havde forsøgt at ballonudvide, men det lykkedes ikke. Vi kunne lige så godt se i øjnene, at Ulrikke skal opereres igen meget snart.

Næste